Jul med Randers Teater

På Randers Teater er de mestre i at lave nærværende og spændende juleforestillinger.

Randers Teater har traditionen tro familieforestillinger i december.

I år kan du opleve den nye forestilling "Julemusen", hvor skuespiller Nanni Lorenzen får besøg af sin lille ven, musen, som vil høre historien om den juleaften, hvor den lille travle postmus skulle bringe pakker ud til alle sine venner i skoven. Det er en dejlig juleforestilling om, at når gode venner hjælper hinanden, så skal det nok blive jul.

Du kan også opleve – eller genopleve – "Juleevangeliet the musical", der er skrevet specielt til Randers Teater af Sigurd Barrett. Sigurd har også lavet tekst og musik til alle sangene. Med masser af humor og musik fortæller Randers Teater historien om Josef og den højgravide Maria, der rejser mod Betlehem for at blive regnet med, da Kejser Augustus har besluttet, at befolkningen skal tælles.

I 2022 er der også en juleforestilling for voksne – "Et juleeventyr". Det er historien om Charles Dickens sure, gamle gnier, Hr. Scrooge, der kun lever for at tjene penge, og som hader julen for et godt ord. Hr. Scrooge bliver dog tvunget til at revurdere sit liv og sine valg i tilværelsen, da han natten til den 25. december pludselig står overfor et skæbnesvangert møde.