Workshop: Tekstiler til smuk gaveindpakning

Lørdag den 25. november 2023 kl. 11.00-15.00 i No.17

  • Målgruppe For voksne
  • Kategori Kreative aktiviteter
  • Pris Gratis

Pak julens gaver ind i et mere bæredygtigt alternativ til brug-og-smid-væk gavepapir og engangsgavebånd i plast. Kom til en drop-in workshop, hvor du kan forvandle gamle, udslidte tekstiler til genanvendelig og kunstfærdig gaveindpakning.

På workshoppen kan du prøve dig frem med bl.a. personligt dryp-malet gaveindpakningsstof, gaveposer i stof udvalgt og kreeret af dig, genvundet tekstilgavebånd, til-og-fra kort og lidt ekstra pynt i naturmaterialer til at sætte prikken over i'et.

Der vil også være et lille inspirationshjørne, hvor du kan øve dig i at pakke ind efter den smukke japanske furoshiki-gaveindpakningsmetode.

Alle unge og voksne kan deltage - både dem, der allerede kan sy og male, og dem, der er nybegyndere.

Workshoppen er et samarbejde mellem Affald & Genbrug i Randers Kommune, kunstner Anni Holm, FGU Østjylland, Randers Kunstmuseum og No.17 og er støttet af Statens Kunstfond og Nordea Fonden.

Det er gratis at deltage i workshoppen.

Tid: Lørdag den 25. november 2023 kl. 11.00-15.00

Sted: No.17 - huset for bæredygtig handling, Slotsgade 4, 8900 Randers C