Julemagi på Hotel Randers

Man går aldrig fejl af julestemningen på Hotel Randers.

Fra midt i november pynter personalet hotellet op til en traditionel og magisk jul. Den kendte blomsterdekoratør Bjarne Als har skabt en del af den pynt, som hotellet bruger og har også givet inspiration til opsætningen. Lige fra man træder ind i foyeren, fornemmer man den særlige atmosfære. Her får de smukt afstemte juledekorationer julelyset frem i mange af de besøgendes øjne.

Selve lyssætningen på hotellet er også i en klasse for sig. Der kan nemlig skiftes udtryk afhængig af, hvilken højtid der står for døren.

"Vi får rigtig mange roser for det æstetiske udtryk, som hotellet har, af vores besøgende, og generelt er det bare med til at gøre en i godt humør, når man bevæger sig rundt i en så smuk kulisse," fortæller hoteldirektør Sven Eskildsen.

Selvom juletiden normalvis er en af de travleste perioder for Hotel Randers, så er Sven ikke i tvivl om, at det også er den hyggeligste.

"Det er noget helt særligt at se byens flotte juleudsmykning og dejligt, at vi på Hotel Randers og Brasserie Mathisen kan være med til at binde juleoplevelsen sammen for byens borgere og gæster – sammen med butikkerne og cityforeningen," fortsætter Sven.

Og juleoplevelser er der mange af på Hotel Randers. Man kan f.eks. lade sig friste af en lækker juleanretning på Brasserie Mathisen eller opleve hotellets overdådige julefrokost. Man kan også vælge at varme sig med lækker hjemmelavet gløgg og tilhørende æbleskiver, mens man krydser af på julegavelisten. Mulighederne er mange.

"Vi tilbyder faktisk også et decideret juleophold på hotellet i perioden 15. november til d. 21. december. Udover selve opholdet kan man se frem til en lækker 5-retters menu, stor morgenbuffet og et Randers City-gavekort på 300 kr. Så er der tid til både at nyde juleshoppingen og Randers' mange kultur- og oplevelsestilbud," siger Sven Eskildsen.