Juletræsfest for voksne i Turbinen

Lørdag d. 29. december kl. 21:00

Turbinen gentager succesen med en ekstraordinær festaften fuld af gensyn med legendariske, lokale bands og en oplagt mulighed for at mødes med alle dem, der er hjemme i julen.

Traditionen tro har vi gravet ned i Randers’ musikalske fortid for at finde de bands, der skal sørge for nostalgisk og ikke mindst festlig stemning, når Turbinen for tredje år i træk åbner dørene til Juletræsfest for Voksne lørdag den 29. december. Det er en stor fornøjelse at kunne løfte sløret for det legendariske Randers-band, Tom Lindby Band feat. Dan Hougesen. Aftenens andet livenavn er kyndige herrer udi randrusiansk rockabilly. The Alligators kan prale af mere end 28 år på landevejene og talrige optrædener i ind- og udland og at have indspillet og turneret med legender som bl.a. Wanda Jackson, Linda Gail Lewis og Elvis-guitaristen Scotty Moore. Stilen er svedig og swingende rock ‘n’ roll fra 50’erne, hvor maskiner var noget, der hørte til en fabrikshal. Denne aften på Turbinen skruer de på alle rockens knapper.

Tag gamle og nye venner, familie og bekendte med til en homecoming-fest af dimensioner med livemusik og garanteret ‘blast-from-the-past’-stemning.