Julekaberet - Rotter på loftet

Onsdag den 8., torsdag den 9. og fredag den 10. december 2021 kl. 20.00 i Turbinen

En julekaberet om rotter på loftet tager temperaturen på krænkelsesparatheden, klimakrisen og lungekapaciteten, når Liva to aftener i december præsenterer holdet fra turnésuccesen i 2018 – nemlig Karsten Jansfort, Jacob Morild, Thomas Pakula og Morten Wedendahl.

Teksterne er spritnye og som altid topaktuelle, når Jacob Morild står bag. Livas årlige julekabaret har ry for at være en af landets skarpeste satiriske stikprøver på rigets tilstand, hvilket er særligt vigtigt på denne tid af året, hvor danskernes både værste og bedste sider luftes i tvangssamvær med en af de mest skræmmende institutioner – familien.

Midt i pandemi- og krænkelsestider og en klimadebat, som alle har et ord at skulle have sagt om, men nærmest ingen indsats gør; dér står noget så politisk ukorrekt som fire granvoksne mænd, som også lige vil have et ord indført … eller bare et bogstav … en lyd … et eller andet vil de i hvert fald have indført!

"Rotter på loftet" er et satirisk tværsnit af og status på samfundets tilstand, og mon ikke der er rigeligt at tage fat på halvandet år inde i Coronatidsregningen.

Producent: Café Liva

Pris: 225 kr. – dog særpris for abonnenter og U25

Tid: Onsdag den 8., torsdag den 9. og fredag den 10. december 2021 kl. 20.00

Sted: Turbinen, Sven Dalsgaards Plads 1, 8900 Randers C

Kabaretmenu

Inden forestillingen serveres en lækker 2-retters middag lavet af årstidens råvarer. Menuen består af hovedret, dessert og kaffe.

Menuen serveres kl. 18.00 i Turbinen.

Pris: 210 kr.