Vi synger julen ind på Kulturhuset

Lørdag d. 21. december kl. 11.00-12.00 på Hovedbiblioteket

Seks af byens dejlige kor synger julen ind – og alle andre kan også være med!

Det er efterhånden blevet en flot tradition, at Korby Randers og Randers Bibliotek inviterer til julesang i Kulturhuset lørdag før jul, og i år er ingen undtagelse.

Lørdag den 21. december bliver der varm julestemning over det hele, når korene fordeler sig og kl. 11.00 giver koncert på alle Kulturhusets etager: På Randers Kunstmuseum, Museum Østjylland og biblioteket.

Efter koncerterne byder kulturudvalgsformanden velkommen i bibliotekspyramiden, hvor korene og publikum sammen synger tre julesange, så vi alle kan gå på juleferie med glæde i hjerterne.

Arrangementet er gratis.