Jubilæumsjul på GAIA

Lørdag den 19. november 2022 kl. 10.00-15.00 på GAIA Museum Outsider Art

Der er en stor tradition for julemarked på GAIA, og i år bliver det ekstra festligt. GAIA har nemlig jubilæum i år; GAIA Museum fejrer 20 års jubilæum, og GAIA Akademi fejrer 10 års jubilæum. Der har været mange jubilæumsarrangementer i årets løb, og kulminationen på det hele er jubilæumsjul på GAIA lørdag den 19. november.

Denne dag åbner GAIAs julemarked. På julemarkedet finder du original, håndlavet julepynt fra de kreative værksteder samt utraditionelle kunstværker, julekort og kunsthåndværk, som man ikke finder mage til andre steder.

Der er samtidig åbent hus, så du er meget velkommen både i caféen, i juleudstillingerne ved butikken, på GAIA Akademi og på værkstederne GAIA Grafisk, GAIA Design og Rammeværkstedet på husets 1. og 3. sal.

GAIA Akademi har i år lavet kunstinstallationer i samarbejde med Skandinavisk Designhøjskole, hvor temaet er "Lys". Der er lys i julen i den forstand, at julen også er en solhvervsfejring (årets vendepunkt hvor solen begynder at få sine kræfter tilbage), og i form af lyset fra ledestjernen over Betlehem, som viste vej til Jesusbarnets fødsel. Derudover er der også det symbolske lys, vi tænder for hinanden gennem venskab og relationer.

Du kan også møde GAIAs medarbejdere og personale samt repræsentanter for GAIA Museums Venner, der er en selvstændig frivillig forening, der bakker op om GAIAs aktiviteter og formål.

Der er fri entré.

Tid: Lørdag den 19. november 2022 kl. 10.00-15.00

Sted: GAIA Museum Outsider Art, Lene Bredahls Gade 10, 8900 Randers C

Musik og julemad i caféen

I Café GAIA Papaya spiller de to glimrende og garvede musikere Torben Harbo og Ivan Sand musik fra deres enorme repertoire, som er bygget op gennem 44 år. Deres filosofi er, at "Musikken skal have personlighed og sjæl, og den skal hovedsageligt være spillet af menneskehænder," som de siger. De bevæger sig inden for flere musikalske stilarter; folk, rock, blues og swing.

Caféen har leget med den engelske juletradition for sausage rolls med forskelligt fyld. Du kan nyde en lun og sprød tallerkenfuld af dem til et godt glas vin, øl eller vand – eller du kan holde dig i det søde hjørne med æbleskiver og gløgg.

I hele juleperioden tilbyder Café GAIA Papaya frokost med dagens lune ret alle hverdage kl. 11.30-13.15, og der er skruet ekstra op for julehyggen.

Du kan også købe lækre småkager til at nyde i caféen eller til at tage med hjem.